Hjemmelavet vegansk kaffefløde med kanel, kardemomme og muskat … Perfekt til regnvejr og langsomme morgener!
Jeg drikker kaffe.
Meeeget kaffe.
Faktisk åndssvagt meget kaffe.
Jeg ved godt, at det nok ikke er verdens sundeste vane, men jeg elsker god kaffe og bliver, som den junkie jeg nok må vedstå mig at være, lidt af en skiderik, hvis jeg ikke får mit daglige fix koffein.
Og nogle gange er det som om, at almindelig kaffe bare er ikke er nok… Uanset hvor mange runder jeg svømmer i min sædvanlige sorte kaffe, så findes der dage, hvor der ligesom bare mangler lidt mere. Sådan en dag havde jeg i morges, hvor jeg vågnede dødtræt. Jeg var på optagelse (ha, den sætning har jeg ventet på at bruge hele mit liv) med en hel flok 6-årige unger i går, og de drænede mig så meget for energi, at jeg stadig var smadret i morges, selvom jeg allerede faldt i søvn ved 21:30-tiden og først vågnede med savl på kinden 11 timer senere.
På de tidspunkter er det godt at have ekstra skyts oppe i ærmet. Fx skyts som denne her kaffefløde lavet på kokosmælk. Jeg elsker kokosmælk og synes, at noget af det fedeste ved at være blevet voksen er, at man kan bruge det så meget, man vil. Man kan hælde det i sin kaffe om morgenen helt uden, at nogen kommer efter én!
I present to you: Cremet, mættende, lunende kaffefløde lavet på fed kokosmælk og de bedste krydderier…
En ekstra god måde at vågne på – og særligt godt på de dage, hvor jeg ikke har tid eller er i humør til morgenmad, for kokosmælk mætter virkelig meget og tilfredsstiller én på en helt særlig måde.
Nå ja, og så kan den varieres i det uendelige, ligesom den også kan blandes i te, hvis man er mere til noget chai-agtigt noget.
I dag regner, blæser og tordner det, som er mit yndlingsvejr i hele verden, og jeg har lige benyttet mig af mit nyligt genvundne fitnessmedlemskab, så jeg føler, at det er helt på sin plads at sætte mig godt til rette med stakkevis af Oreos, store kopper kaffe og gamle afsnit af Outlander, som jeg har set 100 gange før.
Jeg håber, at I alle har meget lørdagsagtige planer i dag?
Med ønsket om en fantastisk lørdag fyldt med kalorier, lykke og nypoppede popcorn!
VEGANSK KAFFEFLØDE LAVET PÅ KOKOSMÆLK
Ingredienser
- 1 dåse kokosmælk
- 1 tsk vaniljeekstrakt
- 1/2 tsk kanel
- 1/4 tsk kardemomme
- Lidt revet muskatnød
- 2 tsk kokossukker
- Et nip salt
Sådan gør du
- Varm kokosmælken op i en medium gryde, indtil den er rygende varm, men ikke kogende.
- Tilsæt krydderierne og rør godt sammen.
- Sæt til side og lad køle helt af, før du hælder den i et glas eller en kande. Brug evt. en sigte, hvis krydderierne ikke er helt opløst.
- Opbevar i køleskabet og tilsæt til kaffen, når dagen virker trist og grå. Velbekomme!