INGEN GRUND TIL AT GÅ I SUPERMARKEDET OG BRUGE SPIDSEN AF EN JETJAGER, NÅR NOGET, DER ER ENDNU BEDRE END KØBEVERSIONEN KAN LAVES DERHJEMME PÅ 5 MINUTTER….
Jeg eeeelsker sovs. Eeeelsker. Elsker. Og jeg elsker også pomfritter. Så når sovs og pomfritter er til stede i samme rum, er jeg glad som Mor Jette, der lige har set en Othellolagkage på tilbud i Føtex. Og lige nu kæmper jeg en hel del med at lave vegansk sovs selv, for jeg vil så gerne være en sovsedronning, der bare lige smider noget sammen og så bliver det til en fantastisk sovs, helt uden brug af fløde, smør eller æggeblommer.
Men det er svært! Og derfor var det også en smuk dag, da jeg opdagede, at flere af Jensens saucer er veganske. Bl.a. er deres favoritsauce vegansk, hvis man blander den med soyafløde i stedet for piskefløde. Og hånden på hjertet: Man kan ikke smage forskel! Og det er altså ikke noget, jeg bare siger… I ved, at jeg aldrig kunne drømme om at lyve om den slags. For at sikre sig, at det ikke bare er mine veganske smagsløg, der spiller mig et puds, har jeg endda fået Altanfyr til at verificere. Og det er ikke noget, der bare sker, skulle jeg hilse at sige, for hans smagsløg afviser ca. 70% af alle veganske varer.
Nå, men nu er købeversionen jo vegansk… Så hvorfor lave den selv?
1: Fordi man kan!
2: Fordi den hjemmelavede version er meget billigere og ikke fyldt med underlige e-numre
3: Fordi du kan lave den med ingredienser, du alligevel har derhjemme, så du ikke behøver at tage bukser på og gå ned at handle, når pomfritcravings opstår (I feel you!)
4: Fordi du kan lave så store mængder, du overhovedet orker…
Og så synes jeg faktisk muligvis også, at den version man selv laver, er bedre end originalen. De smager ikke 100% ens, men jeg elsker en mere tydelig smag af eddike, og derfor elsker jeg, at jeg her kan skrue op og ned så meget, jeg vil – ligesom man kan tilsætte mere sukker for en sødere sovs, gøre den mere spicy osv. Ya feel me?
Nå ja, forresten… Lov mig lige, at I køber en pose sweet potato fries med hjem, næste gang i handler i Rema. Oh.dear.lord. Jeg har da sjældent oplevet noget lignende. Hold kæft, hvor er de lækre på en måde, hvor jeg slet ikke kan beskrive, hvor lækre de er… Jeg har aldrig selv knækket koden til at få sweet potatoes sprøde, men jeg tror faktisk heller ikke rigtigt, at jeg gider at knække den nu!
Vil I ikke love, at I gør det?
Med ønsket om en fantastisk søndag fyldt med nyspidsede blyanter, afkalkede fliser på badeværelset og en tom vasketøjskurv!
HJEMMELAVET VEGANSK FAVORITSAUCE
Ingredienser
- 1/2 dåse tomatpuré (70 gram)
- 3 spsk ketchup
- 1 spsk balsamico
- 2 spsk engelsk sauce
- 2 tsk sukker
- 1 tsk hvidløgspulver
- 1/2 tsk cayenne
- 1/2 tsk salt
- 1/2 tsk karry
- 1 soya cuisine
Sådan gør du
- Kom alle ingredienserne i en lille gryde og varm op over omrøring, indtil saucen er rygende varm men ikke kogende. Server sammen med et bjerg af pomfritter og vær glad, glad, glad!