Vi kan aldrig få for mange opskrifter på vegetariske dunser, vel? NEJ, vi kan ej! Så nu tillader jeg mig lige at dele endnu en opskrift – denne gang på de nemme frikadeller, du måske nogensinde kommer til at lave!
Lækre, fedtede, sprøde og absurd nemme linsedunser uden mælk og æg. Lad os alle bede.
Jeg eeeelsker veganske frikadeller, bøffer og alt, man kan stege på panden i masser af olie. Ja, jeg har sågar dedikeret en hel kogebog til det!
Og nu kommer endnu en opskrift. Og jeg advarer: Denne gang bliver det én af de helt nemme! Altså, vi taler at tømme en dåse linser, mose dem i en skål, tilsætte lidt smagsgivere, forme, stege. Det kan laves på 20 minutter og kræver nærmest ingen indsats fra dig. Og ja, så smager det bare godt. Helt klassisk, helt almindelige, helt lækre dunser, som smager fantastisk brandvarme og sprøde, men absolut også gør det helt hæderligt på et stykke rugbrød til frokost dagen efter.
Veganske frikadeller med grønne linser er:
- Lækre, sprøde og fedtede
- Muligvis verdens nemmeste at lave
- Seriøst: selv Altanfyr kunne være med her
- Smagfulde og proteinrige
- Kun fyldt med ingredienser, du højest sandsynligt allerede har stående derhjemme
- BILLIGE!
De kræver hverken food processor eller andet besvær – det eneste, du skal, er at hakke løg, men det orker du også godt, når det er for at kunne stå med en brandvarm dunse i hånden til sidst, ik’?
Linser på dåse? Hvad sker der lige?
Jeg ved ikke med jer, men linser på dåse er for mig et relativt nyt koncept. Det er ikke noget, jeg tidligere har benyttet mig af, hvilket er sjovt, for jeg benytter mig jo af kikærter og bønner i ét væk. Linser på dåse er præcis det samme: linserne er blevet kogt for dig og lagt i vand, så du bare skal dræne dem og kan bruge dem direkte. Du kan selvfølgelig også sagtens koge dine egne grønne linser (som helt klart er billigere i længden), eller du kan bruge en anden slags linser. Don’t let me stop you. Jeg ELSKER bare, at vi lever i en tid, hvor det rent faktisk er muligt at få aftensmad på bordet på under 20 minutter, fordi nogen har været så søde at koge linserne for os. 2020 ka’ alligevel noget!
Skal det være de her bad boys til aftensmad? Så scroller du da bare ned for at finde opskriften!
Med ønsket om en perfekt dag fyldt med hunde, der går pænt i snor, tilbud på Marabou cookies med mørk chokolade og telefoner på lydløs!
Psst …
Hvis du er på udkig efter andre opskrifter på frikadeller, så prøv:
-
De absolut bedste linsefrikadeller
-
NEM VEGANSK FARS TIL BÅDE FRIKADELLER OG BØFFER
-
VEGANSKE GRØNTSAGSBØFFER MED SQUASH OG GULERØDDER
Veganske frikadeller med grønne linser
Ingredienser
- 1 dåse grønne linser, 400 gram (225 gram drænet vægt)
- 1 løg, hakket fint
- 1 fed hvidløg, hakket fint
- 1 dl grovvalsede havregryn
- 1 tsk tørret basilikum
- 1 tsk tørret salvie
- 1/4 tsk cayennepeber
- 1 tsk fint salt
- 1/2 dl hvedemel
Sådan gør du
- Dræn dåsen med linser i en sigte og overfør linserne til en skål. Mos med en kartoffelmoser eller en gaffel, indtil ca. ⅔ af linserne er bristede.
- Tilsæt resten af ingredienserne til skålen og rør godt sammen. Farsen skal kunne formes i hænderne, lidt som en almindelig frikadellefars. Pres godt sammen, så dellerne ikke går i stykker.
- Steg i rigeligt olie på panden og lad dryppe af på en tallerken med køkkenrulle. Spis og vær glad!
Du havde engang en opskrift herinde på falafler? Er den væk?
Hej CK,
Nej da, den er her: http://knaehoejkarse.dk/vegansk-falafel/
Hav en dejlig dag! 🙂
Den dressing du har på billedet med linsedunser, har du mon en opskrift på den ? 🙂
Det er bare soya yoghurt med en masse krydderurter, citron og hvidløg
Skal tørre linser ligge i blød først?
Hej Signe, hvis du bruger tørrede linser, og ikke linser fra dåse, så skal de koges efter anvisning på pakken ☺️
Hej Sofie,
Lækre deller! Kan de fryses?
Mvh Susanne
Hej Susanne,
Det har jeg ikke prøvet, men det vil jeg umiddelbart godt tro. De er dog bedst, når de er helt nylavede, så jeg vil uanset hvad foreslå måske at stege dem op i lidt olie igen, når de er tøet op for at få dem sprøde 🙂