Ud med flæskesteg og ind med portobello wellington – en fantastisk steg, som alle i familien vil slås om!
Vegansk beef wellington med portobello, karamelliserede løg og spinat
Venner, vi er nået til det: julekalenderens absolut sidste opskrift.
Og hvilken opskrift det er! En vegansk steg indpakket i perfekt butterdej (jep, færdiglavet butterdej er vegansk – livet er for vildt!) med lækkert fyld af gyldne løg, spinat, portobellosvampe og timian. En smuk og anderledes ret på julebordet, som går fantastisk sammen med kartofler og masser af sovs (men så igen: hvad gør ikke dét?).
Vegansk beef wellington er:
- Smuk at se på
- Nem at lave – og hovedelementerne kan forberedes dagen før, så den bare skal samles og bages
- Smagfuld og mættende
- Absurd lækker
Hvis du mangler en god opskrift i stedet for flæskesteg, eller bare leder efter et godt hovedmåltid, går man aldrig galt i byen med portobello wellington. Ægte! Det gør man ikke!
Jeg håber, at I allesammen er klar til i aften med gaver, sovs og familie, uanset om det er den biologiske eller selvvalgte slags, og at I får verdens bedste jul! Åh, jeg glæder mig sådan!
Med ønsket om en dejlig dag fyldt med ro, kærlighed og hygge af højeste kaliber!
Vegansk beef wellington - portobello wellington
Ingredienser
- 4 portobellosvampe
- 4 store løg, skåret i strimler
- 250 gram frisk spinat
- Olivenolie
- 1 rulle butterdej
- 1 spsk sennep
- Frisk timian
- Salt og peber
Sådan gør du
- Hæld lidt olie på en pande og steg løgstrimlerne i ca. 30 minutter ved lav varme, indtil de er bløde og helt karamelliserede. Overfør til en beholder. Kom spinaten på den stadig varme pande og steg, indtil det lige når at falde sammen. Overfør også spinaten til en separat beholder og sæt på køl.
- Skær stilken af portobellosvampene og steg ca. 5 minutter på hver side på en middelvarm pande. Overfør til en tallerken med køkkenrulle, som kan suge resten af den væske, svampene afgiver.
- Lad løg, spinat og svampe køle af, til de er helt kolde - gerne i køleskabet natten over.
Samling af Portobello Wellington
- Forvarm ovnen til 200 grader.
- Rul butterdejen ud og smør den med en spsk sennep ned langs midten, så det dækker ca. ⅓ af dejen.
- Læg halvdelen af de stegte løg og spinaten på dejen. Krydr med salt og peber. Placer de stegte portobellosvampe ned langs midten med toppen nedad.
- Ovenpå svampene kommes resten af de stegte løg og spinat og endnu engang krydres med salt og peber. Drys lidt frisk timian ud over hele herligheden.
- Fold butterdejen ind over midten og brug fingrene til at lukke den sammen. Vend brødet om, så sammenfoldningen er nedad, og luk hver ende med en gaffel. Pensl butterdejen med lidt vand.
- Bag i ovnen ca. 40 minutter, indtil brødet er gyldent.
- Lad køle af, før du skærer skiver. Velbekomme!
Psst …
Hvis du er på udkig efter andre hovedretter, så prøv:
Hej 🙂
Den ser virkelig lækker ud! 🙂 Jeg vil lave den til nytår. Jeg har set på en filodej fra Fakta, der står den skal have 20 min i ovnen.
Skal jeg alligevel give den 40 min, når der er fyld i? Og hvilken dej plejer du at bruge:)?
Pft
Anne
Hej Anne,
Åh, det ved jeg faktisk ikke! Jeg har kun prøvet med færdigkøbt butterdej, og der begynder dejen først at blive gylden efter 40 minutter i min ovn. Men selve fyldet er jo sådan set færdigtilberedt, så hvis det er blevet gennemvarmt, tænker jeg sagtens det kan klare sig med mindre tid i ovnen, hvis dejen har det bedre med dét. Håber det bliver vellykket i hvertfald! Hav et rigtigt godt nytår
Tak for svar 🙂
Og det er ikke filodej, vel?:) Kan man rulle dejen sammen et par timer, inden skal i ovnen, eller?
Pft
Også godt nytår til dig 🙂
Filodej og butterdej er ikke det samme, nej. Men jeg tror da sagtens, at filodej kan bruges 🙂
Jeg tror sagtens den kan rulles sammen på forhånd, så længe den står på køl, inden den skal i ovnen.
Cool. Det vil jeg prøve 🙂 Lige et allersidste spørgsmål:
Kan man tilføje frisk hvidløg til butterrdejen, når den rulles sammen?
Pft
Anne
Hej, hvordan er denne ret vegansk, når den indeholder butterdej?
Hej Rikke,
Det butterdej, man køber færdiglavet i ruller, er som oftest vegansk. Det er lavet med olie og ikke smør Jeg var også overrasket første gang, det gik op for mig, men det gør livet så meget nemmere!