(Not so) breaking: Jeg tænker på mad hele tiden. Jeg drømmer om mad om natten, og fantaserer om mad om dagen. Nogle dage vågner jeg og har lyst til at gå direkte i køkkenet og lave noget, jeg i løbet af natten er kommet i tanke om – og det siger alligevel lidt, for normalt foretrækker jeg mine morgener komplet aktivitetsløse og med en masse kaffe. I morges var sådan en dag, hvor jeg mere eller mindre slog øjnene op og var nødt til at række ud efter min telefon, så jeg søvndrukkent kunne notere, hvilken kulinarisk åbenbaring min hjerne havde frembragt i nattens løb.
Baggrunden for min inspiration er, at jeg har svage erindringer om, at jeg i nat drømte, at jeg var veganer. Og det var hårdt. Det var jeg-græd-mens-jeg-smed-piskefløde-ud-hårdt. Selv i vågen tilstand gør tanken om at hælde piskefløde ud i vasken mig temmelig ubehageligt til mode. Jeg har stor respekt for folk, der formår at sætte sig noget så drastisk for og så virkelig overholde det. Mest fordi jeg ikke selv kan. Det frygtindgydende er ikke så meget selve kød-delen, for det ryger der ikke så meget ned af i forvejen, og der bliver (mere eller mindre tilfældigt) serveret en del lækre veganske retter herhjemme. Men.. Alligevel, ikke! Selvom der findes masser af gode, veganske alternativer til det meste, så gør tanken om aldrig mere at måtte få en flødeis, et stykke franskbrød med smør og ost, Nutella, sour cream and onion chips og alle andre ting, som bringer glæde i livet, mig virkelig deprimeret. Roomies kæreste måtte også give fortabt på veganerprojektet, da han indså, at ost simpelthen var en for stor del af hans liv. Og jeg forstår ham fuldt ud. Ingen bør leve et oste-løst liv.
Jeg har regnet mig frem til, at grunden til mit mareridt må været baseret på en fødselsdagsbrunch, vi holdt i fredags. Her var en veganer til stede, søde Lisa, som rent faktisk er gået planken ud. Og jeg fik ondt af hende, fordi jeg vidste, at hvis det var mig, der måtte kigge ud over et brunchbord og erkende, at jeg aldrig – som i ALDRIG – mere måtte spise amerikanske pandekager, røræg, bacon og smør, så ville jeg have det, som at jeg burde ligge i min seng. Og jeg ville med høj sandsynlighed aldrig mere stå op.
Hele den virak ledte min tankestrøm videre til, at når vi andre spiser pizza med creme fraiche dressing (JO, vi gør), så ville hun bare få (osteløs) pizza. Punktum. And that ain’t good. Alt dette for at sige, at jeg vågnede med tanken om, at den halve kokosmælk vi havde stående i køleskabet, vel sagtens kunne fungere som dressing. Jeg er inde i en periode, hvor kokosmælk skal kommes i alting, men det er aldrig gået op for mig, at det som sådan er fuldstændig idéelt til også at skovle oven på salater. Ja eller pizza, for den sags skyld.
Denne dressing består ganske simpelt af kokosmælk (den fuldfede, naturligvis), krydderurter, forårsløg, citron, hvidløg og lidt salt og peber. Smagen af krydderurter sammen med den søde, cremede kokosmælk fungerer virkelig godt, og citronen sørger ligesom for, at den bliver ekstra cremet og får et lille kick. Det eneste, man skal gøre, er at røre det hele sammen og smide det i køleskabet en times tid. Når det er sådanne dressinger, der kommer på bordet, så må det være lidt sjovere at være veganer, tror jeg. Lisa, this is for you!
Krydderurtedressing lavet på kokosmælk
Ingredienser
- ½ dåse kokosmælk
- 2-3 tsk citronsaft
- 2 fed hvidløg
- 1 spsk frisk basilikum, hakket
- 1 spsk frisk persille, hakket
- 2 hele forårsløg, hakkede
- salt og peber
Sådan gør du
- Bland hele herligheden sammen i en skål eller i et glas og smag til med salt, peber og citron. Stil gerne i køleskabet 30-60 minutter, så smagen kommer tydeligere frem.
