Oktober. Oktoooober. OKTOBER!
Hvert år priser jeg mig lykkelig for, at jeg lever i en verden, hvor den måned findes. Hvis jeg skulle vælge, så må det være min yndlingsmåned overhovedet. Jeg elsker farven. Duften. Og så elsker jeg smagen.
Og hvad smager oktober af? Mange ting, naturligvis, men i år smager den særligt meget af græskar! Danmark er måske ikke helt så klar på græskar-retter som andre lande, men hokkaidosuppe og pumpkin spice latte ER dog blevet inkorporeret, og jeg er vild med det.
Og netop pumpkin spice er hovedpersonen i dag! Forleden gik jeg forbi et skilt fra Starbucks, der reklamerede for en stor pumpkin latte til overpris (og jeg kiggede længselsfuldt efter det, sammen med min tomme pengepung…), og jeg gik på vejen hjem og spekulerede over, hvad pumpkin spice egentlig er for noget. Jeg er tit stødt på opskrifter med det, men har aldrig gjort mig den ulejlighed at undersøge, hvad det er. Jeg har i min naivitet måske altid troet, at pumpkin spice faktisk har noget med græskar at gøre. Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg havde forestillet mig. At det var frysetørret, pulveriseret græskar måske? Hæ. Dér ser man, at jeg blot er en pige fra landet, som i sidste ende ikke forstår mig på storbyfænomener.
Så hvad er pumpkin spice, spørger du?
Pumpkin spice er i al sin enkelhed en krydderiblanding, der – nu afslører jeg det – består af kanel, ingefær, allehånde, nelliker og muskatnød.
I USA skal det gerne kommes i alle retter henover efteråret – både dem med græskar, men også i alt lige fra latte, kage, morgenmadsprodukter og smørepålæg. Og det kan jeg godt forstå. For det smager af jul og hyggestemning, og det bringer en helt særlig smag og varme ind i maden. Det er lidt dyrt, hvis man skal købe en masse krydderier på én gang, men en del af dem har man højest sandsynligt i forvejen – og man ved aldrig, hvornår man bliver glad for, at man engang investerede i allehånde og nelliker, vel? Desuden har jeg lidt en fornemmelse af, at når man først har lavet det, så kan man ikke rigtig styre sig selv. Og det baserer jeg på, at jeg pt selv er en ustyrlig krydderi-dame, der mener, at pumpkin spice skal i ALT. Jeg er nærmest klar til amerikansk statsborgerskab.
Fra nu af er der indført et glas med pumpkin spice i vores krydderiskab, og jeg kan godt afsløre allerede nu, at det kommer til at være en fast følgesvend de næste par måneder, for jeg har tænkt mig at gå græskar-amok, så længe der er græskar at hente. Stay tuned!
Hjemmelavet pumpkin spice
Ingredienser
- 1 spsk stødt kanel
- 2 tsk stødt ingefær
- ½ tsk stødt allehånde
- ½ tsk stødte nelliker
- 1 tsk stødt muskatnød
Sådan gør du
- Rør sammen med en teske, indtil alle krydderierne er blandet sammen. Opbevar i en lufttæt beholder.
Du har reddet mit efterår!
Haha, til tjeneste! Håber du får lavet en masse pumpkin spicede ting! Jeg tror selv lige jeg skal lave et glas, faktisk 😉