Bliv kølet ned i varmen med et glas sprudlende lemonade, som tager ingen tid at lave og smager meget bedre end dét, du kan købe. Dine somre bliver aldrig det samme igen!
Inden jeg fortæller jeg om dette vidunder af en opskrift, vil jeg fortælle, at jeg skriver det her blogindlæg fra en frisørstol, hvor jeg ca. hver 5. uge er tvangsindlagt til 3 timers behandling, fordi jeg insisterer på at blive farvet, farvet igen og så klippet. Det tog mig så lang tid at finde den rigtige frisør efter at være flyttet til Odense, for en kvindes forhold til hendes frisør er mindst lige så vigtigt som hendes forhold til dem i hendes inderkreds. Det kræver tillid, respekt, tålmodighed, overbærenhed og overskud. At prisen er så lav, at man kan betale det (hurra for Odense!), men ikke så lav, at man synes det virker suspekt. Det kræver god kaffe og en forståelse for, at trods man i offentlige kredse ikke bryder sig om Se & Hør, så bryder man sig godt om det ved frisøren og man gider ikke høre noget om det. Det kræver god hovedbundsmassage og at frisøren kan huske, hvad man hedder og hvad man arbejder med. Det må være verdens sværeste job og jeg har heldigvis fundet én, som rummer det hele kun 5 minutter fra min bopæl. Score!
Nå, men i dag tænkte jeg, at jeg i stedet for at tjekke op på vennerne i Kongehuset, ville benytte tiden lidt mere fornuftigt og i stedet fortælle jer om min opskrift på hjemmelavet lemonade. For vi har alle brug for et glas iskoldt lemonade her i varmen, yes?
Lemonade er virkelig nemt at lave selv (altså, vi taler du kan gøre det i søvne nemt), det er en nem måde at imponere gæster på og så smager det ærligt bare så hjernedødt godt. Der findes intet bedre på en sommerdag, og med danskvand, masser af isterninger og lidt pyntegrønt i form af mynte eller citronmelisse er det ikke bare instapænt, men også meget oplagt at fylde lidt vodka eller rom i. Don’t mind if I do!
Min lemonade er til den meget syrlige side og det er sådan, jeg bedst kan lide den. Når man får den ind i munden synes man, den er sød, men så rammer citronen. Det er dét, jeg elsker ved en lemonade – men man kan altid komme mere sukker i, hvis man ikke er enig!
Jeg er tilbage på arbejde efter tre ugers ferie og kommer helt sikkert til at have brug for en lille pick me up, så det er heldigt, at denne lemonade står sikkert i køleskabet og venter på mig!
Med ønsket om en fantastisk dag fyldt med gode frisører, masser af koldt at drikke og god energi!
Hjemmelavet lemonade
Ingredienser
- 3 dl økologisk rørsukker
- 3 dl vand
- Saft fra 10 store økologiske citroner (jeg fik ca. 6 dl saft)
- 2-2,5 dl danskvand (til servering)
- Citronmelisse og is (til servering)
Sådan gør du
- Pres så meget saft ud af citronerne som overhovedet muligt og hæld dem i en gryde gennem en sigte. Tilsæt vand og sukker til gryden og varm op under omrøring, indtil alle sukkerkornene er opløst.
- Hæld i en flaske og opbevar i køleskabet. Server på samme måde, som du ville lave saftevand: hæld lidt i bunden af glasset og top med vand eller danskvand (og rom ...). Slut af med masser af citronmelisse og isterninger!