Go Back

Den bedste veganske pastaret med hvidløgssauce og ovnbagte tomater

Én af de opskrifter, jeg oftest tyer til, når køleskabet er tomt og min tålmodighed er lav. Sindssygt nem, sindssygt hurtig - og sindssygt lækker. Perfekt til en aften, hvor der ikke behøver at være endeløse grøntsager på tallerkenen, og hvor vinen skal skænke sig selv.
Tilb. tid30 minutter
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 400 gram cherrytomater, vend i lidt olivenolie og salt
  • 300 gram pasta eller spaghetti
  • Olivenolie
  • 2 medium løg, hakket fint
  • 8 fed hvidløg, hakket fint
  • Salt og peber
  • 4 spsk hvedemel
  • 1/2 liter usødet plantedrik + evt. mere til justering
  • 3 spsk gærflager (kan udelades, men giver ostet smag)
  • 1 god sjat Havre Cuisine eller anden vegansk fløde (kan udelades eller erstattes med plantedrik)
  • Masser af Grated eller anden vegansk ost til topping

Sådan gør du

  • Forvarm ovnen til 200 grader varmluft. Kom cherrytomaterne i et fad eller på en bageplade, og vend dem godt i lidt olie og salt. Bag i ovnen 20 minutter, mens du forbereder resten.
  • Kog pastaen efter anvisning på pakken.
  • Varm en god mængde olivenolie på en stor pande ved middel varme, og steg løg og hvidløg heri.
  • Tilsæt mel til panden, og rør rundt, indtil det er godt fordelt på alle løgene.
  • Tilsæt soyadrik lidt ad gangen, og rør rundt, indtil saucen tykner. Når den har en god konsistens, kan den få et skvæt havre cuisine for at blive ekstra lækker.
  • Smag til med gærflager, salt og friskkværnet sort peber.
  • Dræn pastaen, og vend den varme pasta direkte i saucen, indtil den er dækket af lækker cremethed.
  • Server med masser af Grated og de bagte tomater på toppen - og vær glad, glad, glad!