Panerede tofu sticks
De lækreste panerede tofu sticks med pankorasp. De kan både bages i ovnen eller steges i olie. Uanset hvad bliver de gyldne og sprøde, og er sindssygt lækre med chilimayo eller en syrlig dressing. Spis dem som en sprød forret, som alternativ til kød eller skær dem i mindre tern, og server i en salat. Mmm!
Antal: 4 personer
- 400 gram fast tofu
- 6 spsk maizena
- 1 dl smagsneutral plantedrik eller havre cuisine
Raspblanding
- 2.5 dl pankorasp
- 2 spsk olivenolie
- 1/2 tsk paprika
- 1/4 tsk cayenne
- 1/2 tsk fint salt
- 1 spsk tørrede purløg eller tørret persille
Forvarm ovnen til 200 grader varmluft. Stil en bageplade med bagepapir klar.
Skær tofuen ud i aflange sticks, og tør dem tørre med lidt køkkenrulle.
Hæld maizena op i en tallerken og mælk op i en skål hver for sig.
Bland pankoblandingen, så al olivenolien er inkorporeret.
Vend dine tofusticks først i maizena, så i plantedrik, og så i pankoblandingen, så de er helt dækkede.
Læg på bagepladen, og bag i ovnen. Det er en god ide at vende et par gange undervejs, så det bliver sprødt hele vejen rundt. I alt skal de være i ovnen 25-30 minutter. Alternativt kan du stege dem sprøde i olie (det er også absurd lækkert!).
Server med chilimayo, skær i tern og brug i en salat, eller server som alternativ til kød.