Kog linserne efter anvisning på pakken i rigeligt vand med en bouillonterning. Lad koge indtil linserne er møre og lidt mere til. Hæld vandet fra og mos 2/3 af linserne med en stavblender eller kartoffelmoser, så der stadig er nogle enkelte hele linser tilbage.
Kom de kværnede hørfrø i en lille skål og tilsæt det lunkne vand. Rør rundt og stil til side ca. 10 minutter, indtil det er blevet dejligt klistret.
Hak løg, selleri og rødbede fint og steg det ved middel til høj varme i lidt olivenolie. Lad det stege ca. 5 minutter og tilsæt herefter champignon, hvidløg, timian, salt og peber til panden og lad stege videre et par minutter, indtil væsken fra svampene er kogt væk.
Kom de stegte grøntsager i en stor skål sammen med ristede valnødder, hørfrø-klister, havregryn og mel og bland godt sammen. Det gode ved vegansk fars er, at man med ro i sindet kan smage på den, så smag efter, om den mangler salt eller krydderier - man kan eksempelvis med fordel tilsætte chili eller julede krydderier som nelliker og kanel.