Alle opskrifterDessert

SOMMERHUSMAD #2: KIRSEBÆRTÆRTE, DER GØR REGNVEJR HELT UBETYDELIGT (VEGETARISK)


kirsebærtærte

Lad mig starte med at komme med et dementi. I sidste indlæg  præsenterede jeg min kærestes fantastiske frikadeller med kold kartoffelsalat. Jeg kaldte ham i den forbindelse en ‘mormor-mand’, hvilket af nogen (læs: ham) blev opfattet negativt og en smule fornærmende, hvorfor der ligefrem blev krævet en tilbagetrækning. Så lad mig bare sige: jeg holder meget af min mormor-mand. En mormor-mand er grundig, holder fast i de gode traditioner, laver fremragende frikadeller og er i øvrigt naturligvis helt igennem maskulin.  Og ellers må jeg bare henholde mig til at sige, at dét jeg sagde, det har jeg aldrig sagt…

Og nu til det vigtige: kirsebærtærten. Mhhhm, tærten. Jeg var igang med at skrive, at sommerhusture i regnvejr kalder på, at man bliver indendørs og bager. Men så kom jeg til at tænke på, at sommerhusture i solskin gør præcis det samme. Konklusion: Der er to ting, vi kan sige med sikkerhed om denne sommer. For det første, at man ikke kan regne med vejret. For det andet, at det gør ikke noget, for kage kan spises i al slags vejr.

Jeg fik en umiskendelig lyst til at bage en tærte fyldt med bær, som jeg selv havde været rundt i haven og plukket som en anden Snehvide. Haven var imidlertid gabende tom, så jeg gjorde noget, Signe Wenneberg aldrig ville have gjort; jeg snød lidt, og købte i stedet kirsebær i Brugsen. Tilfredsstillelsen forårsaget af søde bær sammen med smør-dej og fed creme fraiche var dog mindst lige så stor. Som det tydeligt fremgår af billedmaterialet, er jeg ingen konditor. Mine desserter har en tendens til at være det, man med et pænt, dansk ord ville kalde ‘rustikke’. For at sige det på mindre pænt dansk, så ligner det noget, en fem-årig kunne have lavet. Jeg trøster mig ved Emil Thorups ord om, at en dessert helst SKAL være grim, hvis den skal smage godt.

Ooooog det gjorde den. Altså smagte godt. Det ved jeg, fordi jeg på under 24 timer konsumerede omtrent halvdelen af den og fordi jeg 1) begrænsede mit sædvanligvis store morgenmadsindtag for at have plads til også at spise 1 stykke (okay, 2 stykker. Muuuligvis 3) til morgenmads-dessert, hvilket er en sjældenhed, da jeg virkelig godt kan lide morgenmad og fordi 2) da min bedre halvdel kastede sig op på cyklen og tog ud for at forbrænde kalorier, spenderede jeg i stedet min tid sådan her:

IMG_20160730_144438
IMG_20160730_144547
IMG_20160730_144523

Jeg forbrændte med andre ord ingen kalorier denne eftermiddag. Altså medmindre, at bevægelsen fra tallerken til mund tæller som aktivitet, hvilket jeg da egentlig, ved nærmere eftertanke, synes at vi bare skal aftale. På den måde kan man faktisk sige, at jeg fik motioneret en hel del den dag. I øvrigt var det gråvejr, som det tydeligt fremgår af billederne, og det betyder, at det havde været decideret uansvarligt af mig at bevæge mig væk fra huset. Man ved aldrig, hvornår man løber ind i en regnbyge.

I aften tager jeg til England, og jeg har tænkt mig at leve efter dét princip, at jo hurtigere man spiser, jo mindre feder det. I øvrigt er det jo fredag, hvor det er alment kendt, at intet feder. Heller ikke tærte. Og da SLET ikke kirsebærtærte, i øvrigt. Der er jo bær i…

IMG_20160730_144327
IMG_20160730_144143


Kirsebærtærte

Tærtedej
6 dl mel
1 spsk sukker
0,5 tsk salt
200 gram koldt smør
10-12 spsk iskoldt vand
Kirsebærfyld
700 gram kirsebær
0,75 dl sukker (lidt mere, hvis kirsebærrene er sure, måske lidt mindre, hvis de er meget søde)
2 spsk maizena (alm. mel kan også bruges i en snæver vending)
0,25 tsk salt
Saften fra ½ citron
Kornene fra ½ vaniljestang
Til afslutning
2 spsk mælk til pensling
1 tsk sukker

Tærtedej
1. Bland mel, sukker og salt i en skål. Skær kolde smørtern direkte ned i og smuldr.
2. Tilsæt det kolde vand lidt ad gangen og klem dejen sammen. Det er ikke sikkert, at den behøver så meget vand. Den skal være sammenhængende og til at rulle ud, men må endelig ikke æltes for meget.
3. Del dejen over i to lige store stykker og pak dem ind i husholdningsfilm. Lad dem hvile i køleskabet mindst en time. Imens laves kirsebærfyldet.
Kirsebærfyld
4. Del kirsebærrene i halve og smid stenene ud. Tag en spsk af sukkeret fra og bland det med kornene fra ½ vaniljestang. Rør det sammen, indtil kornene har spredt sig fint.
5. Bland de friske kirsebær med sukker, vaniljesukker, citronsaft, salt og maizena. Rør det sammen og stil til side.

Samling og bagning
1. Forvarm ovnen til 220 grader.
2. Tag dejen ud af køleskabet og lad den varme en smule op, så den er til at arbejde med.
3. Rul dejen ud på en melet overflade, indtil den passer til tærtefad på ca. 23 cm. i diameter. Sørg for, at der er nok til, at dejen kan hænge en smule ud over fadet. Overfør dejen til tærtefadet.
4. Fyld den ubagte dej med kirsebærfyldet.
5. Rul den anden halvdel af dejen ud og læg over. Den kan enten dække hele tærten (husk at lave lufthuller), eller den kan skæres i strimler og lægges i et net over kagen. Jeg valgte naturligvis den dovne løsning og dækkede hele tærten.
6. Skær evt. overskydende dej væk og fold kanterne sammen. Brug en gaffel til at forsegle dejen hele vejen rundt.
7. Pensl med mælk og drys med en smule sukker.
8. Bag i ovnen ved 220 grader i 15 minutter, og skru herefter ned til 190. Lad den bage yderligere ca. 40 minutter, indtil den er gylden og smuk.
9. Lad den køle helt af og server med creme fraiche eller is.

 

 

Leave a Response

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial