Vegansk lasagne med linser og blomkålscreme

Vegansk lasagne

God, gedigen comfort food: Vegansk lasagne fyldt med røde linser, tomat, grøntsager og blomkålscreme. Ja…? JA!


For mig at se er comfort food ikke et valg. Det er et behov. En livsbetingelse. En nødvendighed, som opstår pludseligt og uden varsel og som tigger én om at smide alt, hvad man har i hænderne og i stedet pleje sin sjæl en smule. Januar er sådan en måned, hvor dét sker tit. Derfor: Lasagne. Lasagne, lasagne, lasagne.

Når det kommer til lasagne, er jeg rimelig velbevandret, synes jeg! Her på domænet findes både den lette, den fuldfede og den dovne, og jeg elsker alle tre næsten lige meget (mit hjerte er rummeligt på den måde). Egentlig er det utroligt, hvordan det overhovedet er sket, at den veganske mad har taget mere og mere over i min hverdag, uden at jeg har haft en hæderlig opskrift på lasagne i ærmet samtidig, så den fejl besluttede jeg mig for at rette i weekenden. Grunden er måske, at jeg sandt at sige som udgangspunkt forholder mig skeptisk over for pludselig at fjerne osten fra retter, hvis primære kendetegn ellers er, at de skal være fyldte med det. Jeg besluttede dog i samråd med min badevægt, at det nok under alle omstændigheder ikke kunne SKADE at udvide mit osteløse repertoire lidt, så jeg tog chancen… Og følte mig bagefter en lille smule flov over, at jeg altid insisterer på at benytte mig af så ukristelige mængder af ost, når det faktisk ikke altid er nødvendigt! Hvem skulle have troet det?

Selve lasaganen består af en sovs lavet med røde linser, flåede tomater, løg, hvidløg og grøntsager. Den er helt ukompliceret og kan laves med alle de grøntsager, man orker, eller slet ingen, hvis man ikke synes, at lasagne og grøntsager hører så meget sammen (don’t blame ya!). Jeg havde lidt af sovsen til overs, da lasagnen var i ovnen, så jeg spiste resten af den til frokost, og det var tilfredsstillende på den der helt specielle måde, det nu engang er, når man får lov at spise sovs fra en skål. Den kunne i princippet også sagtens bruges som en pastasovs, og er i det hele taget bare enkel, sød, salt og helt igennem rar.

Som erstatning for bechamel lavede jeg en blomskålssovs, som jeg har helt alvorlig optur over. Den var den perfekte substitut og jeg forestiller mig i det hele taget, at den kan bruges som sovs i cremede pastaretter eller andre steder, hvor man ville bruge en alfredo-lignende sovs. Med andre ord: vi taler to sovser, der hver for sig er helt fantastiske, og sammen er endnu bedre. Dét er et sprog, som denne dovne, trætte og læsesalsmættede pige forstår, og jeg håber, at den lander på et lige så tørt sted hjemme hos jer!

Med ønsket om en meget lidt mandags-agtig mandag fyldt med sovs, bland selv slik og ingen deprimerende nytårsforsæt!






Print Recipe
Vegansk lasagne med linser og blomkålscreme
Vegansk lasagne
Forberedelses tid 35 minutter
Tilberedningstid 40 minutter
Antal personer
personer
Forberedelses tid 35 minutter
Tilberedningstid 40 minutter
Antal personer
personer
Vegansk lasagne
Instruktioner
Linsesovs
  1. Varm lidt olie op i en stor gryde ved medium varme og steg løg, hvidløg og valgfrie grøntsager i 3-4 minutter, indtil det begynder at få lidt farve.
  2. Tilsæt resten af ingredienserne og lad simre uden låg i 30 minutter, indtil linserne er tilberedte og sovsen er kogt sammen. Husk at røre i den jævnligt, så linserne ikke brænder fast i bunden. Smag til.
Blomkålssovs
  1. Mens linsesovsen koger, tilberedes blomkålssovsen. Skær blomkålen ud i mindre buketter og læg på en varm pande sammen med grofthakkede hvidløg og 2 dl vand. Lad simre på panden i 10-15 minutter, indtil blomkålen er ved at være godt mør.
  2. Overfør til en foodprocessor og blend sammen med citron, plantemælk, mel, basilikum, persille, salt og et godt skud peber. Blend indtil sovsen er tyk og cremet - dette tager måske lidt tid. Tilsæt evt. mere plantemælk undervejs, hvis konsistensen ikke er rigtig. Smag til med salt, peber og citron.
Samlingen
  1. Forvarm ovnen til 200 grader.
  2. Saml lasagnen i følgende rækkefølge: Linsesovs, pastaplader, blomkålssovs, pastaplader, linsesovs, pastaplader, blomkålssovs, pastaplader. Slut af med linsesovs og drys med rasp.
  3. Bag i ovnen i 40 minutter ved 200 grader.
Del denne opskrift
Sofie
24-årig idéhistorie-studerende på AU og evigt sulten. Elsker at tænke på mad, tage billeder af det, skrive om det og ikke mindst spise det. Mine yndlingsting inkluderer linser, perfekte avokadoer og chokolade – altid chokolade. Velkommen til!

Leave a Response

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial