Dessert/ Opskrifter/ Vegansk

VEGANSKE HAVREGRYNSCOOKIES MED TRANEBÆR OG KANEL

grove havregrynscookies

Venner, vi skal endelig til det igen: en ny opskrift på bagværk. Og jeg ved, at I har ventet længe på det, for det er bare liiidt sjovere end alt andet, er det ikke rigtigt? Og det er søndag, så vi må godt!

I dag skal det nemlig handle om en semi-sund, grov, chewy opskrift, som jeg personligt har usandsynligt stor optur over. Sådan lidt samme slags optur, som når man finder Oreos til en 10’er – bare mere hjemmelavet.

Hvorfor skal det handle om dét?

Det skal det, fordi det er den opskrift, jeg virkelig har brug for lige nu. I hverdagen prøver jeg så vidt muligt at spise sundt, fordi jeg ved, at det i sidste ende giver mig mere energi og overskud til at få lavet det, jeg nu engang skal. Men det føles bare ikke sådan, vel. Det er fint nok, at man har fået sig selv igennem dagen med afmålte havregryn og en salat til frokost, og egentlig været ok tilfreds med det. Men… Så sidder man pludselig dér efter aftensmad og som et frådende vilddyr inhalerer 24 Oreos, ½ liter Ben & Jerry’s og en pose Bugles og tænker, at man da egentlig også har fortjent det, efter alt det hårde arbejde man har lagt for dagen (fortæl mig venligst, at det ikke kun er mig, der har det sådan).

Især her den sidste tid har mine sukkercravings været ret slemme. Når jeg har haft en lang arbejdsdag på forlaget (hæ, løgn. Jeg er bare praktikant der, men jeg kan så godt lide at sige, at jeg arbejder på et forlag), så ruller lavinen af eftermiddagstræthed ind over mig rimelig præcist klokken 16:30. I ved den der, der tigger én om at drikke en stor kop kaffe – fordi de forudgående 20 kopper åbenbart ikke var nok – og spise noget chokolade. ØV også!

Så nu har jeg lavet et kompromis med mig selv. Et kompromis, der hedder: noget sødt, men alligevel noget, der kan nære mig.

Tillad mig derfor at præsentere: Grove, sunde(re) havregrynscookies med masser af havregryn, banan, tranebær og kanel. Eller en nødhjælpscookie, om man vil. Dansk Sprognævn, I ringer bare.

Disse havregrynscookies er dét, man i USA villa kalde en breakfast cookie. De er sundere og grovere end almindelige cookies, og er nok i virkeligheden lidt en blanding mellem en cookie og en muslibar i konsistens. Jeg ville nok undlade at spise dem lige til morgenmad, trods alt, men til en dag på farten eller en lang biltur ville de nok lige præcis kunne gøre tricket! Og indrømmet: de er klart bedst, når man spiser dem, mens de stadig er lune, sammen med en god kop kaffe – men selvom de er blødere og smuldrer lidt mere dagen efter, så kan de nu altså stadig gå an (læs: det har i hvert fald ikke forhindret undertegnede i at spise dem alligevel).

Okay. Vi er klar til en ny uge nu, kan I mærke dét?

Med ønsket om en god søndag fyldt med gåture i skoven, nybagte boller med tandsmør og nyvasket sengetøj!

grove havregrynscookies
grove havregrynscookies
Psst.. 

Hvis du er på udkig efter andre søndagsprojekter, så prøv f.eks:

Print Recipe
Grove havregrynscookies
Denne opskrift er nok til ca. 12 cookies. Opskriften kan varieres i det uendelige - prøv f.eks at tilsætte rosiner, chokolade, nødder eller andre krydderier.
Forberedelses tid 10 minutter
Tilberedningstid 16 minutter
Ventetid 16 minutter
Antal personer
personer
Forberedelses tid 10 minutter
Tilberedningstid 16 minutter
Ventetid 16 minutter
Antal personer
personer
Instruktioner
  1. Forvarm ovnen til 175 grader.
  2. Kom banan, sirup, vanilje, kanel, bagepulver, kokosolie og 1,5 dl grovvalsede havregryn i en food processor eller blender. Tilsæt en smule salt og blend, indtil havregrynene er helt udblendede og massen har konsistens lidt som en almindelig kagedej.
  3. Overfør til en skål og tilsæt 5 dl grovvalsede havregryn og tranebær. Rør sammen med en ske eller brug dine hænder, indtil dejen er samlet.
  4. Beklæd en bageplade med bagepapir og sæt klatter af dejen med en spiseske - jeg fik 12 cookies ud af portionen. Kagerne flyder næsten ikke ud, så det er ikke nødvendigt med et særligt stor mellemrum imellem dem. Dejen vil virke enorm skrøbelig og du vil tænke "det her bliver da aldrig bagt", men de skal nok ende med at hænge sammen, når de kommer i ovnen. Det kan dog være nødvendigt lige at presse dem lidt sammen med fingrene, når de er kommet på bagepladen.
  5. Bag i ovnen 16-17 minutter, indtil de er godt gyldne i kanterne. Min ovn er ikke så effektiv, så bagetiden kan variere - begynd at holde godt øje med dem efter 10-12 minutter.
  6. Forsøg at undgå trangen til at spise dem lige, når de kommer ud af ovnen, så de lige kan få lov at sætte sig - men spis dem gerne, mens de er lune, for der er de allerbedst.
  7. Velbekomme!
Del denne opskrift

No Comments

Leave a Reply

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial